Så er det merinoens tur. Har købt en del merino af en rigtig sød Lis, som har en god leverandør på Fyn.
Merinofåret har jo nogen af de tyndelse uldfibre man kan få. Det er ultra blødt, ikke særlig blankt, men blødheden er helt fantastisk. Det kan spindes ultra tyndt. Fibrene er faktisk også overraskende stærke.
Som alle andre får, er Merino fåret også et glad får, der elsker at være ude i regn og blæst – det bliver man beskidt af.
Desuden er det fedt eller lanolin, der er i ulden ret så fast og hård. Da jeg startede med at spinde i start 80-erne. Spandt man ulden med lanolinen på. Det kan godt stadig give mening, men ikke med merionen – har ikke engang lyst til at prøve.
Herover er det hvid merion, klar til at blive vasket. Merino filter ret let, så uldfibrene skal sorteres og lægges i fine stabler med rodenderne samme vej. Herefter pakkes de fint ind i ostelærred. Den lidt løse vævning gøre at snavs og skidt delvist kan komme gennem stoffet.
Når man så har pakket en grydefuld små pakker, skal vandet koges, så der er ganske varmt, en god sjat sæbe (uld eller alm opvaskemiddel – øko og miljøvenlig sæføli). Så ser gryden således ud
Der er vist ingen tvivl om at fåret har hygget sig i mudder og lignende.
Så skal der skyldes og tørres.
Så skal det tørres. Det sker bedst i en kurv hægende over brændeovnen
